ca. 5 min. læsetid
Da barn jeg var lille, virkede de farer, der lurede derude, overskuelige. Mine forældre lærte mig, hvordan jeg skulle opføre mig på vej til og fra skole. Den dag i dag tager jeg min nu 45-årige søsters hånd, når vi går over vejen. Og så var der Rolf Zuckowski. Jeg vidste, hvordan jeg skulle klæde mig, så jeg kunne blive set, og hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev væk. Alt dette giver jeg også videre til mit barn. Men når det kommer til internettet, findes der ingen rollemodel. Selvfølgelig udveksler jeg erfaringer med andre forældre. Til sidst må jeg selv finde en sikker vej for mig og mit barn.
Nogle forældre beslutter sig for at holde deres børn så langt væk fra digitale medier som muligt. Det er bestemt ikke en nem opgave. Da jeg selv bruger meget tid online både i arbejdslivet og privat, er det min beslutning at tage mit barn med ind i den digitale verden skridt for skridt. Det er en balancegang. Jeg har et kompas her: Så længe mit barn hellere vil lege med vennerne udenfor end at bruge digitale medier, er jeg tryg. Desuden bør man ikke generalisere om "digitale medier". Børnesmåure f.eks. fjerner mange af mine bekymringer som mor, da jeg i nødstilfælde kan kontakte mit barn og endda finde ud af, hvor det befinder sig.
Begyndelsen på vores digitale rejse var enkel. For at få øjeblikke med ro gav jeg indimellem min telefon til mit barn, som dengang måske var 3 år gammelt. Jeg havde downloadet "Den lille elefant" på forhånd. Senere indstillede jeg den relevante aldersbegrænsning på YouTube Kids. "Voksen-YouTube" er tabu på grund af reklamer og andet indhold (og det vil det også forblive i lang tid). Da min søn så med ved siden af mig, kunne jeg høre alt og opleve hans reaktion.
Da min søn blev større, omkring skolealderen, var det spil på smartphonen, der var populære. I starten valgte jeg spiltene, men så kom der flere og flere idéer fra ham. Vi downloadede og opsatte hvert spil sammen. Og derefter slettede vi det igen, hvis det ikke var et godt spil eller indeholdt skjulte omkostninger. Jeg forklarede altid, hvorfor vi slettede det igen. Til sidst slettede han selv spiltene. Vi taler også jævnligt om prismodeller. Syv euro om ugen er mange penge! Vi foretager os ikke in-app-køb. Højst for yndlingsspil betaler jeg undtagelsesvis en engangssum på 99 cent for den reklamefrie version.
En anden regel, vi har, er "spil skal være sjovt". Spil, der gør ham følelsesmæssigt presset, bliver slettet. Det er ikke meningen med spil at blive stresset. Her er jeg konsekvent. Det fantastiske er, at min søn har indarbejdet det fuldstændigt. "Mor, jeg sletter spillet igen. Det gør mig vred." I de øjeblikke er jeg virkelig stolt af ham og også lidt af mig selv.
Nu går vi i folkeskolen. I mellemtiden har min søn fået sit eget smartur, men endnu ikke sin egen telefon. Emnet "egen telefon" er ofte allerede på banen blandt skolebørn. Jeg vil ikke dømme det, det afhænger meget af de enkelte livsomstændigheder. Der er bestemte situationer, hvor det giver mening. For min 7-årige søn synes jeg personligt, det er for tidligt. På lange rejser eller i venteværelset hos tandlægen har jeg indrettet en gammel telefon. Med familiestyrring og uden adgang til internettet. Jeg giver ikke længere min egen telefon til min søn. Den har ingen begrænsninger og indeholder mange data, som er vigtige for mig. Desuden har den lille kloge mand kopieret mine koder og stolt fortalt det i skolen.
På den anden telefon har vi udvalgte apps, som vi alle sammen har valgt og opsat. Antallet af apps er begrænset hos os. For hvert nyt spil skal et gammelt spil slettes. Jeg tjekker det regelmæssigt. Med familiestyrring kan han ikke downloade et spil uden min viden. Nogle gange er det irriterende at godkende spil. Alligevel ser jeg stadig på hvert spil. To minutter af min tid kan undgå mareridt.
På et tidspunkt kommer den egen telefon. Indtil da opfylder vores børnesmartur alle vores krav - modtagelse og afsendelse af beskeder, opkald, lokalisering og tælling af skridt. Desuden kan smarturet ikke så let blive væk. Når den egen telefon så på et tidspunkt kommer, vil jeg have, at min søn er forberedt. I øjeblikket kan jeg stadig have stor indflydelse med familiestyrring osv. Jeg tror dog, at dagen kommer, hvor han mestrer telefonen bedre end mig. Jeg kender det fra mig selv. Hverken mine ældre søstre eller mine forældre kendte til elektroniske medier. Børnesikringen på fjernsynet var en drøm. Når jeg var vred, blokerede jeg hele fjernsynet eller bestemte kanaler. Og det er præcis det, jeg også har tillid til, at min søn kan. Om få år vil han vide, hvordan han omgår mine sikkerhedsindstillinger. Derfor vil jeg have, at han har lært at bruge den ansvarligt.
P.S.: Kender I mobilkørekortet fra anio? Kortspillet har en masse spørgsmål og børnevenlige svar på en række spørgsmål om mobiltelefoner og farer. Et livsvigtigt tip på forhånd: Kig ikke på telefonen, når du går. Det bør også vi voksne huske.
Her kan du finde mobilkørekortet fra anio
Om alt sker i den rigtige alder hos os, kan jeg ikke sige. Jeg ved heller ikke, om det overhovedet findes. Men jeg går hvert skridt sammen med min søn. Som når man lærer at cykle. Så jeg på et tidspunkt helt trygt kan give slip.
Vores forfatter Beatrix bor i Berlin med sin 7-årige søn Louis og to hunde. Beatrix har boet i flere europæiske byer sammen med sin søn. Nu bor de i Berlin. Mens Louis går i anden klasse og vokser op tosproget, driver Beatrix en startup. Udover skole og arbejde dyrker familien en aktiv livsstil med meget sport, fritidsaktiviteter og rejser. Det er vigtigt for Beatrix, at Louis vokser op selvstændigt, finder vej i storbyen og opbygger en stærk selvtillid. Beatrix hedder ikke Beatrix i virkeligheden, og Louis hedder ikke Louis. For til sidst handler vores bidrag om digital sikkerhed.
